Samarbejdet mellem os i Klatretræet og jer som forældre er vigtigt - for når vi er i løbende dialog om jeres barn, kan vi sammen skabe de bedste forudsætninger for, at jeres barn har det godt.
Vi bruger Aula til en stor del af kommunikationen mellem os og jer. På Aula sender vi løbende beskeder ud med praktisk information, nyheder om Klatretræet samt billeder og beskrivelser af de ting, vi laver med børnene.
Hvis I har noget, I gerne vil tale med os om, må I altid gerne tage fat på os i hverdagen, skrive på Aula eller ringe til os.
Forældresamtaler
Ca. tre måneder efter jeres barn er startet hos os, inviterer vi til en opstartssamtale, hvor vi sammen kan vende, hvordan opstarten er gået, og hvordan jeres barn trives i de nye rammer.
Vi holder desuden samtaler igen ved overgangen til børnehave og skole, så vi får talt om, hvordan overgangen foregår, og hvordan vi sammen kan gøre jeres barn klar til skiftet.
Derudover holder vi løbende trivselssamtaler med alle forældre - ca. en gang om året vil I blive indkaldt til en samtale, hvor vi taler om jeres barns trivsel og udvikling, og hvad der ellers rører sig i jeres barns liv.
Forældreråd
Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder.
I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik og de aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Klatretræet. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på vores dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.
Forældrerådet holder møder ca. 4 gange om året. Du kan se referater fra forældrerådets møder på Aula.
Forældrebestyrelse
I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.
Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder ca. 4 gange om året.