Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Klatretræet

Morgen

Vi åbner kl. 7, og den første halve time er vi samlet på tværs af stuerne i vuggestuen i stueetagen. Her er mulighed for at få morgenmad.

Kl. 7.30 åbner vi op i børnehaven og tager børnehavebørnene med derop.

Morgenen går med rolig leg, mens vi tager imod de børn, som bliver afleveret.

Ved 9-tiden får vi formiddagsmad og holder samling på alle stuer. Her synger vi sange, fortæller en historie eller leger en leg, og vi taler om dagen, og hvad der skal ske.

Formiddag

Om formiddagen deler vi børnene op i små grupper og laver forskellige aktiviteter, som er planlagt med udgangspunkt i den enkelte børnegruppes alder, udvikling, interesser og andre behov.

Nogle går på legepladsen, mens andre går på tur. Nogle er i vores sprogrum, nogle i vores fællesrum og nogle inde på stuerne - ved at dele os op skaber vi ro omkring aktiviteterne og nærvær for børnene, så vi kan fordybe os i det, vi laver sammen.

Frokost

Vi spiser frokost ved 11-tiden. Den laves af vores køkkenmedarbejder, og vi får dejlig, varieret og økologisk mad, som skifter fra dag til dag.

Vi spiser i små grupper og har fokus på selvhjulpenhed, relationer, samtale og madmod under måltidet. Det er altid en hyggelig stund, som vi alle ser frem til og nyder.

Efter frokost bliver vuggestuebørnene puttet til lur, og børnehavebørnene går på legepladsen og får frisk luft.

Eftermiddag

Eftermiddagen går med leg og forskellige aktiviteter både indenfor og udenfor. Her er rum for, at børnene kan lege frit, men vi tilbyder også forskellige aktiviteter og lege, som vi voksne sætter i gang.

Kl. 14 får vi eftermiddagsmad, og ved 16-tiden samler vi os på tværs af stuerne - enten på en stue indenfor eller på legepladsen.

Vi lukker kl. 17 og siger på gensyn.